3. blog – Hvad er kropslig læring?
I forbindelse med mit arbejde på bogen om Bæredygtigt Arbejdsliv og Ledelse ud fra et kropslige perspektiv, deler jeg indlæg med forskellige forklaringer på hvad Kropslig læring egentlig er og hvorfor det er relevant for ledere og lederudvikling. Dette er det tredje indlæg.
Hvad er kropslig læring
Kropslig læring er en læringsmetode og værktøjskasse. Den tager afsæt i den kendsgerning, at lederen dagligt bruger kroppen i ledelse, idet ledelse er noget, vi gør og derfor er kropsligt båret.
Vores krop og sanser har konstant indflydelse på relationer, på vores måde at se, lytte, forstå og betragte os selv, en medarbejder og en situation på. Lederen er dog sjældent opmærksom på, hvor stor en betydning den kropslige tilstand har, eller på hvor mange ofte ubevidste og store ressourcer, der ligger her. Det træner vi ledere i, at bliver bevidste om og de trænes i hvordan de kan bruge deres kropslige ressourcer i deres arbejde.
Det særlige ved kropslig læring er, at den er fysisk funderet. Det betyder, at frem for blot at bruge det talte sprog og på den måde få en forståelse af et begreb og have en ide om hvad det betyder, skabes der en fysisk oplevelse af begrebet.
Et eksempel kan være ledere, der skal være bedre til at skabe tillid. Hvis der blot tales om tillid ud fra forskellige teorier, vil lederne have en ide om hvad tillid er. Det betyder ikke, at de i praksis bliver bedre til at skabe tillidsfulde relationer. Når kroppen inddrages som læringsfelt, skabes der en fysisk oplevelse af, hvordan tillid mærkes. Lederne vil kunne opleve, hvordan deres kropslige tilstand påvirker både relationen, deres perspektiv og stemningen i rummet.
Når der reflekteres med afsæt i den fysiske oplevelse, vil refleksionen tage afsæt i oplevelsen, hvilket gør forståelsen mere vedkommen og nuanceret. Det betyder, at det behandlede tema ikke blot kommer til at ligge lejret mentalt, men også som en kropslig fornemmelse. Det har den effekt, at vejen til anvendelse i lederens hverdag bliver betydelig kortere.
Kort sagt kan den kropslige læring betragtes som en metode, der bygger bro mellem præsenteret teori og refleksion og den praksis, som en leder indgår i dagligdagen.
Vil du selv opleve hvordan det virker?
Er du interesseret i at få en oplevelse på egen krop, af hvordan vi arbejder med ledelse og kropslig læring, da kan du stadig nå at komme med d. 24.10. kl. 14.30 – 17.30 i NOR, Hejrevej 30, 3. sal 2400 Kbh. NV,
Det er gratis, du skal blot tilmelde dig til s@coreenergy.dk
Du kan få yderlig information her
Skrevet af Sofie Kempf/Founder af Core Energy