Dette indlæg er en opdateret udgave af et gammelt indlæg jeg har lavet, men med en anden øvelse.
Du vil blive klogere på forskellen på et dybt og et højt åndedræt og du vil få en øvelse der styrker kontakten til dine åndedrætsmuskler og kan give dig ro og klarhed.
Træk vejret – tag en dyb indånding…. så går det hele meget lettere…
Denne sætning har du sikkert hørt før og åndedrættet er da også fuldstændig livsgivende og har kæmpe indvirkning på din væren i verden. Et godt og frit åndedræt styrker dit nærvær, din evne til at lytte og navigerer i en travl og kompleks dag, giver energi, ro og gør det lettere for dig at mærke dine behov og være tro med dem.
Men læg lige mærke til hvordan du trækker dit vejr. kan du tage en ’DYB’ indånding eller bliver det mere til en ’HØJ’ indånding? Opleves dit åndedræt frit eller er det lidt eller måske meget tilbageholdt på indånding og/eller udånding?
TRÆK LIGE VEJRET – sætningen har nemlig kun god effekt hvis du rent faktisk trækker dit vejr.
Hvad er det dybe åndedræt, der også kaldes ”at trække vejret med maven”?
Til det dybe åndedræt bruger du primært dit mellemgulv/diafragma og musklerne mellem ribbenene. Dit mellemgulv er din største og vigtigste vejrtrækningsmuskel. Den hæfter bl.a. på den nederste del af din brystkasse. Du kan mærke den hvis du, på en udånding forsigtigt presser dine fingre op under brystkassen. I det dybe åndedræt bliver mellemgulvet supportet af dine muskler imellem ribbenene og muskler i brystet og ryggen.
Det dybe åndedrættet starter med en rigtig god udånding, herefter aktiverer du dit mellemgulv, hvorved din mave hæver sig på indåndingen. Hævningen spreder sig om på ryggen og op i brystet. Når du tager sådan en dyb indånding hæver dine skuldre sig IKKE, derimod udspiles din mave let og din brystkasse bliver bredere. Nogle kalder det ‘at trække vejret med maven’.
Ved et dybt åndedræt vil du opleve, at du får et stort iltindtag og ilt er vigtigt for hele din velbefinden, dine muskler, organer, fordøjelse, bevare et roligt nervesystem og din hjerne.
Er du ikke vant til at trække vejret dybt og tager du flere dybe åndedræt i træk, bliver du måske lidt svimmel pga. den øge ilttilførsel. Efterhånden som dine lunger og hjerne vænner sig til at få tilført mere ilt, vil du ikke blive svimmel ved dybe vejrtrækninger.
Hvad er et ”Højt åndedræt”?
Hvis dine skuldre hæver sig når du trække vejret ‘dybt’ er det fordi du tager det jeg kalder et ‘højt åndedræt’ og altså ikke et dybt. Her bruger du primært dine skuldre, øvre bryst og halsmuskler til at trække vejret med og altså ikke dit mellemgulv. Typisk har en person med et højt åndedræt en del spændinger i både skuldre, nakke, hals og kæben.
Ved et ‘højt åndedræt’ får du ikke så stort et iltindtag og dermed mindre energi.
En anden konsekvens af et ‘højt åndedræt’ er, at dit mellemgulv ikke bliver aktiveret og hermed mindskes din kontakt til din krop og dine følelser. Det betyder, at du får sværere ved at mærke egen grænser og dermed let kommer til at gå på kompromis med dig selv. Du får måske sagt ja for mange steder og måske ikke de rigtige…. Måske har du tankemønstre og adfærd der bilder dig ind, at du kan kapere meget mere end du egentlig kan og pludselig rammer forskellige stresssymptomer dig….. Forbindelsen til din stabilitet mindskes og dermed også dit overblik… Blot for at nævne nogle af konsekvenserne ved at trække dit vejr højt frem for dybt.